Poker online

- se alle de største poker sites i Danmark i 2018

Poker online

Hvad enten du drømmer om at vinde store pengegevinster, om du drømmer at udfolde og udvikle dine strategiske spilevner, eller om du blot drømmer om et spil med høj spænding og masser af underholdning, så er poker nok det helt rigtige online casino-spil for dig. Reglerne i poker er ikke svære, så du kan derfor hurtigt begive dig ud i den store online-verden og spille mod andre spændingslystne pokerspillere på alle niveauer. Der er dog ingen tvivl om, at du har langt større chance for at vinde gode pengesummer, hvis du tilegner dig gode poker-færdigheder og ligeledes finder en god spilstrategi. Og hvem ved, måske en dag bliver du en haj til at bluffe og forudsige dine modspilleres næste træk og ender med at sidde til bords sammen Gus Hansen, Tom Dwan og resten af det professionelle poker-slæng.

Varianter af poker

Der findes mange forskellige varianter af poker, hvor de mest almindelige er 5 Card Draw, Omaha, Omaha Hi/Lo, 7 Card Stud og Texas Hold'em. Hvis du allerede nu synes, at det ser uoverskueligt ud, kan vi trøste dig med, at det kun er nogle enkelte regler, der skiller pokertyperne fra hinanden, og uanset hvad har alle korthænder den samme rangordning inden for alle pokervarianter. Derudover er Texas Hold'em det absolut mest udbredte pokerspil - både på de landbaserede casinoer og online-casinoer - hvorfor det er denne variant, vi tager udgangspunkt i.

Regler i poker

Som sagt er reglerne i poker forholdsvis nemme at lære, men for at kunne blive rigtig god til at spille spillet, er det vigtigt, at du lærer de forskellige pokerhænders rangering og værdi i forhold til hinanden.

Poker spilles med en traditionelt sæt spillekort á 52 kort med fire kulører. En korthånd i poker består af maksimalt fem kort, hvor to af kortene er spillers egne lukkede kort, som endvidere kan kombineres med tre af de fem såkaldte fælleskort (eller community cards), som ligger på bordet.

Royal Flush er den højest mulige pokerhånd, som består af kortrækkefølgen Es, konge, dronning, knægt og 10 inden for én og samme kulør. Da der kun er fire kulører i et kortspil, er der således også kun fire mulige Royal Flush-hænder - der kan dog aldrig være mere end én Royal Flush i samme spillerunde.

Straight Flush er en korthånd, hvor de fem kort følger en kronologisk rækkefølge inden for én og samme kulør, for eksempel klør 10, klør 9, klør 8, klør 7 og klør 6. Hvis mere end én spiller har en Straight Flush, vil det således være korthånden med den højeste talværdi, der ligeledes har den højeste værdi.

Fire ens (eller Four of a Kind) er en korthånd med fire ens kort, således fire kort med samme påtrykte værdi inden for hver af de fire kulører, eksempelvis kombinationen ruder dame, hjerter dame, spar dame og klør dame.

Fuldt hus (eller Full House) består af en korthånd med tre ens kort med én og samme talværdi samt et par med én og samme talværdi, for eksempel tre 10'ere og to 7'ere. Hvis flere spillere ved bordet har fuldt hus, vil det være korthånden, hvor de tre ens kort har den højeste talværdi, der således også har den højeste rangering.

Flush er en korthånd med fem vilkårlige kort inden for én og samme kulør, for eksempel ruder 10, ruder 9, ruder 6, ruder 4 og ruder 2. Hvis flere pokerspillere ved bordet har en Flush, vil det således være den korthånden med den højeste talværdi, der har den højeste værdi.

Straight er en korthånd, hvor de fem kort følger en kronologisk talrækkefølge, for eksempel spar 2, klør 3, hjerter 4, spar 5 og hjerter 6. Kortenes kulør spiller derfor ingen rolle.

Tre ens (eller Three of a Kind) er en korthånd, som består af tre ens kort med samme talværdi, for eksempel tre 7'ere.

To par er en korthånd med to kortpar, som hver især har samme talværdi, for eksempel to konger og to 6'ere.

Et par er en korthånd, som består af to ens kort med samme talværdi, for eksempel to esser.

Højeste kort er den sidst mulige korthånd, og denne gælder, hvis ingen af spillerne har nogen af de ovenstående pokerhænder. Derfor er det således den spiller, som har kortet med den højeste talværdi, som også har den bedste korthånd.

Reglen for det højeste kort gælder for eksempel også, hvis to spillere sidder med hver deres korthånd, der har samme rangering, for eksempel et par. Hvis to spillere hver især sidder med en 10'er, og hvis der samtidig ligger en 10'er blandt fælleskortene, vil begge spillere have par 10 på deres korthånd. Hvis den ene spillers 2. kort er et es, og den anden spillers 2. kort er en 7'er, er det spilleren med esset, der har pokerhånden med den højeste værdi. Hvis begge spilleres 2. lukkede kort er lavere end fælleskortene på bordet, vil begge korthænder således udgøres af fælleskortene, hvorfor de to spilleres hænder samme værdi. I så fald splittes pottet - bordets samlede indsatser - og de to pokerspillere får hver sin halvdel.

Når spillet starter

En spillerunde i poker starter med, at én af spillerne får en såkaldt dealer-position (markeret med en dealer-button), og denne går på tur fra spiller til spiller i urets retning i hver spillerunde. To pladser til venstre for dealer sidder big blind, og umiddelbart til venstre for dealer sidder small blind. Begge positioner følger dealers rotation i hver spillerunde. Både big blind og small blind forudsætter tvungne bets, hvilket betyder, at spilleren ud for big blind skal placere en fastsat indsats på bordet, og small blind skal typisk placere halvdelen af big blind-indsatsen på bordet. Indsatserne på både big blind og small blind vil stige løbende efter et vis antal spillerunder. Vær opmærksom på, at i mange pokerspil er det big blind, der bestemmer minimumsindsatsen på bordet, hvilket betyder, at du skal placere eller forhøje din indsats med minimumsindsatsen ved big blind.

Ved første kortgivning får alle pokerspillere ved bordet uddelt to lukkede kort, hvilket vil sige, at disse to kort kun er synlige for den pågældende spiller. Når de første kort er givet ud, skal pokerspillerne foretage deres næste korttræk eller placere deres indsatser - denne fase kaldes også for pre-flop. Spilleren til venstre for big blind er den første, der skal melde ud, og den sidste spiller, der skal melde ud, er således big blind.

Mulige indsatser i poker

Den enkelte pokerspiller kan foretage en række forskellige indsatser eller træk, alt efter hvordan den vil spille videre på sin korthånd.

Call

Du skal melde call, når du ønsker at matche - eller kalde - din egen indsats med den højeste indsats, der ligger på bordet. Den højeste indsats kan som sagt være indsatsen ud for big blind, men det kan også være, hvis du ønsker at matche en ny minimumsindsats, hvis en pokerspiller inden dig har forhøjet minimumsindsatsen på bordet.

Bet

Du kan melde bet, hvis ingen af de øvrige spillere inden dig har meldt bet under den pågældende betting-runde. Når du melder bet, betyder det, at du forhøjer minimumsindsatsen i pågældende runde, hvilket betyder, at betting-ruden starter forfra, så alle spillere ved pokerbordet får mulighed for at kalde, forhøje eller trække sig fra spillerunden.

Raise

Hvis en spiller inden dig har meldt bet, kan du faktisk forhøje minimumsindsatsen på bordet endnu mere ved at melde raise. På den måde starter betting-runden forfra, så spilleren, der meldte bet inden dig, kan vælge, om denne ønsker at matche den nye minimumsindsats eller ej. Når du har meldt raise, skal de øvrige spillere ved pokerbordet, om de vil kalde, raise, eller om de ønsker at trække sig fra spillerunden.

Fold

Du skal melde fold, hvis du ønsker at trække dig fra spillerunden på din nuværende pokerhånd. Det vil sige, at du sidder over i denne spillerunde, og at du først kan deltage i spillet igen, når en ny runde starter. Hvis du har placeret en indsats, inden du har meldt fold, vil du således miste denne indsats.

Check

Du skal melde check, hvis din nuværende indsats matcher minimumsindsatsen på bordet, og hvis du ligeledes ønsker at fortsætte pokerspillet på denne indsats.

All-in

Det sidste mulige træk er nok den mest kendte af alle, nemlig all-in. Hvis du går all-in i en betting-runde, placerer du alle dine jetoner eller dine penge som din indsats. Her kan de øvrige spillere således vælge, om de vil vil kalde eller folde - de kan dog også vælge at raise, hvis de sidder inde med flere jetoner end dig.

Hvis en spiller inden dig better eller raiser en indsats, som du ikke kan matche, er du også nødt til at gå all-in, hvis du ønsker at fortsætte i spillerunden. Det betyder altså, at du spiller med de penge, som du har tilbage. Hvis du ender med at vinde spillerunden, kan du dog højst indkassere en pokergevinst tilsvarende din all-in-indsats.

Fælleskort

Når alle pokerspillere har meldt ud i pre-floppet og placeret deres indsatser, skal de første fælleskort lægges ud på bordet.

Flop

Dealer starter med at placere tre af de fem fælleskort på pokerbordet - disse tre kort kaldes et flop. Alle tre kort er synlige for alle spillere, og hver spiller kan således kombinere disse kort med sine egne to kort i forhold til den bedst mulige korthånd. Når floppet er lagt ud, foretages der en ny betting-runde, hvor hver enkelt spiller skal melde.

Turn

Når betting-runden efter floppet er afsluttet, placerer dealer et turn-kort, som er det fjerde synlige fælleskort. Herefter påbegyndes endnu en betting-runde, hvor pokerspillerne ved pokerbordet melder og foretager deres indsatser.

River

Når den anden betting-runde er afsluttet, placerer dealer det femte og sidste kort, kaldet river. Når dette pokerkort er placeret, påbegyndes spillerundens sidste betting-runde, pokerhænderne hos de tilbageværende spillere afsløres, og spillerunden afgøres.

Showdown

Hvis der er mere end én spiller tilbage efter den sidste betting-runde, afsluttes spillerunden med en såkaldt showdown, hvor spillerne, typisk efter tur, afslører deres to lukkede kort, så spilleren med den bedste pokerhånd kan findes.

Hvis du i en hvilken som helst af betting-runderne better eller raiser din indsats, som ingen af de øvrige spillere ønsker at matche, vil du således være den eneste aktive spiller tilbage i pågældende spillerunde. Det betyder også, at du vinder runden og den samlede pokerindsats, men det er dog valgfrit, om du ønsker at vise dine to kort, eller om du vil lade dem forblive ukendt for de øvrige spillere.

Betting-grænser i poker

Alt efter hvilken pokerudbyder du besøger, skal du være opmærksom på, at der kan være særlige regler for, hvor mange penge en spiller maksimum kan bette eller raise en indsats med. Typisk skelnes der mellem tre typer betting-grænser (eller betting-strukturer), således no limit, pot limit og fixed limit.

Hvis en udbyder har no limit, er der således ingen øvre grænse for, hvor mange penge en spiller kan forhøje en indsats med - her er det således blot pokerspillerens egen pengebeholdning, der sætter grænsen for betting-indsatsen. Dog vil big blind bestemme minimumsindsatsen i et no limit-spil.

Nogle udbydere har også en pot limit, hvilket betyder, at pottet sætter en grænser for, hvor meget den enkelte pokerspiller kan bette. Hvis der ligger 500 kroner i pottet, så er pot limit derved 500 kroner, og du kan ikke placere en indsats, der er højere end 500 kroner. Du kan naturligvis godt byde et mindre beløb, så længe din indsats ikke er lavere end big blind.

Den sidste betting-grænse, du kan støde på i poker, kaldes fixed limit, som betyder, at der på forhånd er en fastlagt en betting-grænse for, hvor meget en pokerspiller kan bette eller raise med. Det fremgår typisk af et Limit-pokerspil, hvilke bets der spilles med, for eksempel et $3/$6Limit-spil, hvor big blind starter på den lille bet, således $3.

Spilstrategier i poker

Selvom du ikke kan forudsige det næste kort i poker, er det alligevel en god idé at have pokerhovedet godt skruet på, inden du kaster dig ud i det glamourøse casino-spil. En god håndfuld pokerviden og en god strategi kan ikke kun hjælpe dig med at træffe de rigtige valg i forhold din egen pokerhånd, men det kan også forhindre dig i at blive snydt af dine modspillere.

Du behøver naturligvis hverken at have pokerfjæs og solbriller på, når du spiller casino online, men du skal alligevel være obs på, at du ikke falder i de klassiske pokerfælder, eller at du ikke udelukkende holder dig til én og samme pokerstrategi. Når man spiller poker online, spiller du ikke anonymt, men under et brugernavn, som er synligt og genkendeligt af andre. Derfor er der også en sandsynlighed for, at du møder spillere, som du har spillet poker mod før - og hvis du kun holder dig til én pokerstrategi eller én spillestil, er der stor risiko for, at nogle pokerspillere gennemskuer din stil i løbet af få spil og kan forudsige dit næste træk. Det er svært at give ét endegyldigt svar på, hvilken spilstrategi du skal vælge, da det afhænger af din egen spillestil, men der er dog alligevel en række pokertips og -anbefalinger, du med fordel kan fordel for at kunne træffe strategisk kloge valg i Texas Hold'em. På den måde har du et godt grundlag for at kunne vinde penge i den lange bane og måske gå hen og blive en ferm og "farlig" pokerspiller.

Vær selektiv, og sats kun på de gode hænder

En fejl, som mange begår, er, at de spiller på for mange pokerhænder, i forhold til hvad der både er statistisk og strategisk klogt. Det lyder nok som en dårlig joke(r), men de erfarne og succesfulde pokerspillere spiller faktisk kun på mellem 10 og 30 % af deres hænder - på resten folder de. årsagen er, at nogle hænder er åbenlyst dårlige, men mange hænder, som umiddelbart kan se gode ud, faktisk også have dårlige odds med sig. Det gælder særligt i de tilfælde, hvor der er mange spillere ved bordet, og hvor der er ret stor risiko for, at der sidder nogen med en bedre pokerhånd end dig. "Gode" hænder med dårlige odds gælder de hænder, hvor der indgår et kort med en høj talværdi og et kort med en lav talværdi. Korthænder med for eksempel et es og en 7'er er ikke værd at spille videre på, da sandsynligheden for, at de kan kombineres, er meget lav. Hvis du sidder med et højt pokerkort, bør du kun spille videre på din korthånd, hvis det andet kort ligger inden for én af de mulige pokerrangeringer, som vi gennemgik tidligere. For eksempel kan du spille videre på en konge og 9'er, da det kan blive en straight - og ligeledes en straight flush, hvis kortene har samme kulør.

Du skal dog ikke per definition spille på en korthånd med to kort i samme kulør, bare fordi du håber på en flush - særligt ikke hvis der er tale om to kulørkort, hvis talværdier ligger langt fra hinanden. Sandsynligheden for en flush er nemlig alt for lav til, at den er værd at satse på med denne korthånd.

Herunder finder du en rangering over mulige kortkombinationer på dine to lukkede pokerkort, hvor 1 er den bedste rangering, og 8 er den dårligste rangering. Vær opmærksom på, at rangeringen tager udgangspunkt i et bord med mere end otte pokerspillere. Hvis der sidder færre spillere ved bordet, kan hændernes rangering sagtens se helt anderledes ud. For eksempel ved et bord med otte pokerspillere er kortkombinationen A,5 en dårlig hånd, da der er stor risiko for, at en eller flere spillere ved bordet har et par eller en pokerhånd med et es og et kort med en højere talværdi end dit 5'er-kort. Hvis du til gengæld kun har to eller tre modstandere ved pokerbordet, er A,5-kombinationen en god pokerhånd.

Kortkombinationerne i rangeringerne 6,7 og 8 - og de kortkombinationer, du ikke kan finde i tabellen - er absolut "no go", og du skal altid folde i pre-floppet på disse kombinationer.

1 AA, KK, QQ, JJ, AKk
2 TT, AQk, JTk, ATk, AQ, KQ
3 99, KTk, AJk, QTk
4 88, KTk, AJ, QTk, AT, KJ, J9k, T9k, QJ
5 Q9k, KT, QT, JT, 77, 66, 55, J8k, 98k, T8k, 87k, 97k
6 T9, 76k, J9, 86k, T7k, 65k, 54k, A(2-9)k
7 44, 64k, 75k, 98, 78, 33, 43k, 65, 53k, 22, K(2-9)k, Q8k
8 A9, K9, Q9, J7k, J8, 76, 42k, 54, 32k, 96k, 85k, 74k, T8

A = Es

T = 10'er

k = Markerer, at de to kort har samme kulør.

Undgå, at dine følelser styrer dit spil

Dette punkt hænger en anelse sammen med det forrige punkt, for selvom du er opmærksom på, hvor mange spillere du sidder til bords med, og selvom du er særligt opmærksom at folde på dårlige hænder, er der naturligvis altid en risiko for, at du taber penge, selv på pokerhænder med en høj rangering. Det er en risiko, du skal være villig til at løbe, da det er vigtigt, at du formår at håndtere eventuelt tabte hænder på en rationel og fornuftig måde. Hvis du bliver vred og frustreret over en tabt pokerhånd, er der meget stor risiko for, at det vil påvirke dig negativt i de efterfølgende spillerunder. Det kan for eksempel betyde, at du vil være meget opsat på at vinde de tabte penge tilbage og vil træffe ugennemtænkte beslutninger eller spille på dårlige korthænder.

Selvom dine modstandere ikke kan aflæse dit kropssprog og dine følelser i online-poker, kan de alligevel godt finde på at teste eller gennemskue dit "følelsesspil", hvis du lige har tabt en stor indsats. Derfor er det klare råd her: Lad være med at basere dit pokerspil på dine følelser - og i så fald så træk dig fra spillet, allerede inden du taber.

Spil klogt på din position

Selvom big blind- og small-blind-positionerne kan virke som en sur tjans på grund af de tvungne bets, giver de - og ligeledes dealer-positionen - dig en væsentlig fordel i forhold til de øvrige spillere ved pokerbordet. Positionerne betyder som sagt, at du er en af de sidste til at melde i spillerunden, og derfor har du også mulighed for at få et fingerpeg om, om den enkelte spiller inden dig har en god eller dårlig pokerhånd. Det kan også have en indflydelse på værdien eller oddsene på din korthånd, hvis flere af de øvrige spiller folder, inden turen kommer til dig. I begge tilfælde kan du således træffe beslutninger på baggrund af informationer, som de øvrige pokerspillere ved bordet af gode grunde ikke har, og det giver dig ligeledes mulighed for at spille mere aggressivt og eventuelt bette eller raise indsatsen.

Hvis du derimod er én af de første spillere til at melde ved et bord med mange pokerspillere, bør du holde lidt igen med de høje indsatser.

Store og små pokerindsatser

For mange nybegyndere inden for poker kan det være svært at vurdere, hvad den strategisk klogeste indsats i en betting-runde er - og mange er i øvrigt slet ikke klart over, at det er muligt at placere en indsats på strategisk vis! I bund og grund er det en afvejning af, hvornår man satser for lidt, og hvornår man satser for meget - og her gælder det ofte om at tage udgangspunkt i pottet på pokerbordet.

Hvis pottet for eksempel er 500 kroner, vil det være dumt at bette 20 kroner, da det er forholdsvis overskueligt for de øvrige pokerspillere at kalde din indsats. Hvis du har en god hånd, vil du ganske enkelt ikke få nok ud af en lille bet. Små bets kan heller ikke betale sig, hvis du prøver at bluffe dine modstandere, da der er en ret lille chance for, at de vil folde på en lav bet.

Hvis du er i tvivl om, hvor mange penge du skal satse, er det i mange tilfælde en god idé at bette et beløb, som ikke overstiger pottet eller er lavere end halvdelen af pottet.

Undgå at kalde for ofte

Dette råd hænger til dels sammen med kortrangeringerne i tabellen ovenfor, for tabellen bygger nemlig også på en antagelse om, at det ikke er muligt at spille sig frem til en god pokerhånd i løbet af spillet. Enten har du en god hånd, eller også har du ikke en god hånd. Så selvom det kan være fristende at "kalde" i pre-flop i håbet om, at der vil dukke nogle gode kort op i floppet, skal du altså folde, medmindre du vurderer, at du kan vinde runden ved at bluffe eller i showdown.

Fra fornøjelse til ludomani

Poker kan sikre gode pengegevinster og ligeledes høj underholdning, fordi man let bliver revet med af spændingen og glemmer alt om tid og sted. Uanset hvilket casino-spil man begiver sig ud i, er der altid en risiko for, at man kan udvikle et usundt (og dyrt!) spillemønster - og derved udvikle ludomani. Der er nok mange, der føler sig "beskyttet" mod ludomani og tænker, at "det sker ikke for mig!". Det behøver det nødvendigvis heller ikke at gøre, men spilafhængighed kommer snigende og tager typisk til i styrke over længere tid, hvilket gør det svært at opdage faresignalerne - og ligeledes svært at stoppe, mens legen er god.

Hvis du begynder at føle, at dit spil styrer dit liv, og hvis du blandt andet bruger mere tid og penge på casino-spil, for eksempel poker, end du havde planlagt, er det på tide at stoppe op og kigge dine spillevaner efter i sømmene. Du kan blandt andet hente masser af professionel hjælp og rådgivning ved at ringe helt anonymt til Ludomanlinjen på 70 22 28 25 eller downloade appen MitSpil, hvor du kan blive klogere på dine spillevaner ved at besvare ni spørgsmål.